Velkommen til
Grundejerforeningen MØRBJERGGÅRD
Postadresse: Martin Foldager, Mørbjergvænget 56, Vindinge, 4000 Roskilde
Snerydning:
Uddrag fra tingslyst deklaration på alle ejendomme:
"§7 stk. 3: Det påhviler ejeren at renholde, snerydde og gruse ud for de på parcellen liggende fortove og stier..."
HUSK - det er dit ansvar at holde fortov og stier ud for din ejendom farbare så passagen er mindst 1,5 m bred. Som grundejer har du erstatningsansvar hvis andre kommer til skade pga. mangelfuld snerydning eller grusning.
Kilde: Information fra Roskilde Kommune i Roskilde Avis 23.1.2004.
I følge forsikringsoplysningen vil reglerne for private grundejere ofte være,
at fortove og færdselsarealer skal ryddes snarest muligt efter snefald
at der træffes foranstaltninger mod glat føre, ved snarest muligt efter førets indtræden at gruse eller på anden måde sikre, at færdselsarealet ikke er glat.
Der skal altså ryddes eller strøs grus/sand/salt på strækningen fra hoveddøren til vejen samt på det fortov, der løber langs grunden.
Og sådan er retspraksis:
Efter lovens ord skal der altså ryddes med det samme. Heldigvis tolker domstolene ikke loven helt så firkantet. Retspraksis på området har givet en ca. tidsramme, inden for hvilken, man alt efter forholdene kan forvente, at grundejeren har ryddet og foretaget glatførebekæmpelse.
Alt efter forholdene må man dog forvente at grundejeren har ryddet og foretaget glatføre bekæmpelse fra kl. 7 morgen (søndage kl. 8) til kl. 22 aften.
Tilsyn og bøde
I følge loven vil manglende vintervedligeholdelse kunne straffes med bøde, og kommunalbestyrelsen, der fører tilsyn med grundejernes forpligtigelser, kan lade foranstaltninger til glatførebekæmpelse udføre for den forsømmelige hus- og grundejers regning.
Med andre ord kan man ikke tillade sig at søge ly og varme under dynen, hvis der er kommet sne eller islag i nattens løb.
06.01.2007
Når frosten sætter ind (Roskilde Kommune)
Vinteren er over os, så vær opmærksom på, at det er dit ansvar som boligejer at sikre, at der ikke er glat på fortove og stier langs din grund. Hvert år får boligejere betydelige erstatningskrav, fordi de ikke er opmærksomme på, at det er lovpligtigt at rydde deres fortove. Derfor vil Roskilde Kommune gerne komme med nogle gode råd!
Grus, sand eller salt på de glatte fortove?
Vi anbefaler at bruge grus, men sand kan også anvendes. Salt er et godt middel, men det bør bruges med omtanke, da store saltmængder kan gøre skade på belægninger, beplantninger og dyr. Ved anvendelse af salt er 10-20 gram pr. m2 rigeligt i de fleste situationer. Inden du salter, bør du fjerne sneen med skovl eller kost. Fordel saltet jævnt - det skåner betonoverfladen og mindsker risikoen for glat føre. Det letter arbejdet, hvis du salter umiddelbart før sne eller isslag. Det bedste er en blanding med halv grus og halv salt. Det vejsalt, som kommunen anvender, kan du købe i gule sække hos de butikker, der forhandler vejsalt.
Spar på saltet ved at anvende saltlage:
Ved at bruge saltlage sparer du på saltet, fordi der bruges betydeligt mindre salt, end hvis det bliver strøet ud med hånden. Desuden virker saltlage hurtigere. Saltlage fremstilles ved at blande salt med lunken vand i forholdet 1 del salt til 4 dele vand. Til spredning af lagen kan du bruge en vandkande med brusehoved. Vær opmærksom på, at vejsalt er tungt opløseligt. Derfor skal du røre hyppigt i blandingen, da saltet ellers falder til bunds. Køkkensalt, som er lidt dyrere, er bedre egnet til fremstilling af saltlage. Det er hurtig opløseligt og kan bruges med det samme.
Hvis der er udsigt til snevejr, bør du parkere din bil sådan, at vi kan komme til at rydde sne. Uhensigtsmæssig parkering på smalle veje eller vendepladser kan betyde, at det ikke bliver muligt for kommunens vinterberedskab at komme frem.
Kilde: 26. november 2004 Af Iben Julie Schmidt, Roskilde kommune